Argentiner sender Djokovic ud af OL i første runde

Skrevet af admin

08/08/2016

Dagens topnyheder

Verdensetteren Novak Djokovic er sensationelt ude af OL-tennisturneringen efter nederlag i første runde til Juan Martin del Potro fra Argentina i to sæt.

De to spillere leverede en fremragende og medrivende kamp, som Del Potro trak sig sejrrigt ud af efter to tiebreak-afgørelser. 7-6 (7/4) og 7-6 (7/2) lød sejrscifrene på.

Det er ikke første gang, at Del Potro får skovlen under serberen i OL-sammenhæng. I London for fire år siden vandt argentineren de to spilleres opgør om bronze.

Kampen natten til mandag bød på flere fantastiske dueller, men det var argentineren, som var stærkest, da det kom til de to afgørelser i tiebreak.

Efter to og en halv times intens tennis kunne Juan Martin del Potro strække armene i vejret, mens Djokovic med tårer i øjnene måtte forlade stadion og OL-drømmen i Rio.

Tidligere på sommeren måtte ellers så suveræne Novak Djokovic forlade Wimbledon-turneringen allerede i tredje runde, og ved OL blev hans optræden endnu kortere.

Selv om Djokovic med 12 grand slam-titler på cv'et var storfavorit mod Del Potro, så var serberen advaret om argentinerens styrke.

Skader har ødelagt en stor del af karrieren for Del Potro, som i 2009 vandt US Open, men ved OL i 2012 stod de to ansigt til ansigt i bronzekampen.

Og også ved den lejlighed trak argentineren sig altså sejrrigt ud af opgøret.

Djokovic vandt bronze i herresingle ved OL i Beijing i 2008, men han må nu vente fire år mere på igen at få chancen for at hente den olympiske guldmedalje, som mangler i samlingen med de fire grand slam-turneringer, han allerede har prøvet at vinde.

/ritzau/