Argentinsk fodboldlegende i bilulykke

Skrevet af admin

21/01/2014

Dagens topnyheder

Den argentinske fodboldlegende og tidligere Tottenham-stjerne Osvaldo Ardiles er blevet bragt til hospitalet efter en bilulykke på Falklandsøerne mandag.

Den 61-årige Ardiles blev fløjet til hospitalet King Edward Memorial i Stanley, der er øens hovedstad.

Skadesomfanget er ifølge BBC endnu ukendt. Syv personer var involveret i ulykken, hvoraf fire er sendt hjem fra hospitalet, mens tre fortsat er til observation.

Ifølge Mail Online har en sygeplejerske dog beskrevet Ardiles' situation som "fin".

Ardiles befandt sig på Falklandsøerne sammen med tidligere holdkammerat Ricardo Villa. Her var de i forbindelse med indspilningen af en tv-dokumentar. Også Villa befandt sig i bilen.

Ardiles blev verdensmester med Argentina i 1978, og han havde stor succes hos den engelske klub Tottenham, som han vandt F.A. Cuppen med i 1981.

Siden har han været manager i blandt andet Tottenham, Newcastle, Swindon og West Bromwich.

/ritzau/