Argentinsk mini-magiker skifter til Athen

Græsk fodbold og storklubben Olympiakos bliver næste destination for Javier Saviola.

Den efterhånden 31-årige argentinske fodboldspiller skifter fra den spanske klub Malaga, hvor han kun spillede i en enkelt sæson.

- Jeg vil gerne takke fansene, som kom for at byde mig velkommen, og som har vist mig stor kærlighed i mine første øjeblikke her i Athen, siger Javier Saviola ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den lille angriber, der har fået en toårig kontrakt, blev modtaget af omkring 2000 passionerede fans af klubben fra Athen-forstaden Piræus.

Javier Saviola skal med skiftet til Olympiakos spille for sin syvende europæiske klub, siden FC Barcelona i sommeren 2001 hentede den klejne spiller hos River Plate i hjemlandet.

Trods stor kærlighed fra Barcelona-fansene og en del mål slog Javier Saviola aldrig for alvor igennem hos den spanske topklub, og han var udlejet til både Monaco i fransk fodbold og Sevilla i Spanien.

I sommeren 2007 foretog han det kontroversielle skifte til Barcelonas ærkerival, Real Madrid, hvor han ikke havde succes.

Fra sommeren 2009 havde han tre sæsoner hos portugisiske Benfica, inden Malaga sidste sommer hentede ham tilbage til Spanien.

Javier Saviola, der helt tilbage i 1999 blev kåret som årets fodboldspiller i Sydamerika, ser frem til at spille for Olympiakos.

- Jeg har meget motivation for at komme i gang med at træne og lære mine holdkammerater at kende. Jeg håber, at vi kommer til at opnå store ting i det kommende år, siger han.

Det sidste skulle der være gode muligheder for. Olympiakos har vundet det græske mesterskab 15 gange de seneste 17 år.

/ritzau/

 

Dagens Gossip