Arizona-guvernør: Den mørkeste dag jeg kan huske

Arizonas guvernør, Jan Brewer, der mandag vil besøge det område, hvor brandene hærger, siger, at det endnu er uklart, hvordan brandmændene mistede livet.

»Dette er den mørkeste dag, jeg kan huske, med Arizonas ufattelige tab af 19 brandmænd. Det kan tage dage eller mere, før en efterforskning vil vise, hvordan denne tragedie fandt sted, men vi kender allerede essensen i vores hjerter: At bekæmpe ild er et farligt arbejde. Risikoen er velkendt for de modige mænd og kvinder, der ifører sig deres udstyr og kæmper mod flammerne,« siger guvernøren i en udtalelse ifølge azcentral.com.

Den dødelig brand er opstået i et område, der netop nu oplever rekordhøje temperaturer. I weekenden nåede termometeret op på 48 grader i Arizonas hovedstad, Phoenix, mens der blev målt 47 grader i Las Vegas i nabostaten Nevada. Varmen har ifølge The Telegraph blandt andet betydet, at flere flyafgange er blevet aflyst, da det ikke er sikkert at sætte flymotorerne i gang ved så høje temperaturer.

I Californiens lavtliggende Death Valley, der er en notorisk bageovn, er temperaturen nået op på 53 grader. Den 100 år gamle varmerekord for dalen er ifølge amerikanske medier 56,6 grader, og de høje temperaturer ventes at fortsætte i de kommende dage. For både Las Vegas og Death Valley vil der være varsel om høje temperaturer frem til torsdag.

Ildebranden, der kostede brandfolkene livet, blev angiveligt antændt af et lynnedslag, som sammen med det tørre klima og stærke vinde er en farlig cocktail. Beboere i de ramte områder, Peeples Valley og Yarnell, er blevet tvunget til at evakuere deres hjem på grund af brandene.

De døde brandfolk var en del af en specialtrænet enhed og har tidligere bekæmpet skovbrande i både New Mexico og netop Arizona. De blev under slukningen fanget af ilden og tvunget til at kravle ind i teltlignende beskyttelsesrum, der altså ikke ydede tilstrækkelig sikkerhed.

Dagens Gossip

Dagens TV