Arjen Robben misser Champions League-kamp

Skrevet af admin

04/11/2013

Dagens topnyheder

Bayern Münchens hollandske stjernespiller Arjen Robben kommer ikke til at hjælpe sin sydtyske klub, når de tirsdag aften spiller mod Viktoria Plzen i Champions League-gruppespillet.

Den 29-årige kantspiller var mandag ikke med på flyet til Tjekkiet. I stedet bliver han hjemme for at genoptræne efter den lyskeskade, som også holdt ham ude i weekendens Bayern-sejr over Hoffenheim i den tyske Bundesliga.

I sidste uge blev Arjen Robben udnævnt som en af de 23 kandidater til Ballon d'Or i 2013. Prisen gives til verdens bedste fodboldspiller.

De forsvarende Champions League-mestre har maksimumpoint efter de første tre kampe i gruppe D, som ud over Viktoria Plzen også tæller Manchester City og CSKA Moskva.

Med en sejr i Tjekkiet kan Bayern München sikre sig avancement, hvis Manchester City på samme tid vinder over CSKA Moskva.

I det første opgør mellem Bayern München og Viktoria Plzen i Tyskland vandt hjemmeholdet med overbevisende 5-0. Det får dog ikke klubben til at tage let på opgøret, forsikrer klubbens formand, Karl-Heinz Rummenigge.

- Vi skal gribe kampen an med respekt og ikke med arrogance.

- Jeg håber, at holdet vil spille ligeså godt, som de har gjort i de øvrige tre Champions League-kampe, siger Karl-Heinz Rummenigge ifølge AFP.

/ritzau/