Arkæolog gør sjældent guldfund i Odense

Man behøver ikke rejse til miner i fjerne egne for at finde guld. I Odense har man nemlig gjort et værdifuldt fund.

Under udgravninger i det centrale Odense har arkæologer fundet et kors af guld, der dateres tilbage til 1300-tallet.

- Vi har en mand, der hver dag går rundt med en metaldetektor. Han kom og viste os "den her lidt specielle ting" - og det havde han jo ret i, at det er, siger arkæolog Maria Elisabeth Lauridsen til Ritzau.

Smykket blev allerede fundet tirsdag 6. august. For at være sikre på der ikke var tale om en kopi, har man altså ventet til i dag med at offentliggøre fundet.

- Vi snakkede om, at vi havde set det før. Så vi slog det op på nettet, og der fandt vi det som et kopismykke.

- Når man finder guld, så ligner det i bund og grund, at det kunne være smidt der i går. Derfor ville vi være sikre på, at der ikke var nogen, som lavede sjov med os, siger arkæologen.

Smykket er blevet inspiceret af en konservator, og foreløbig er man sikker på, at smykket er massivt guld på mindst 18 karat. Nu prøver man at finde ud af guldets helt eksakte kvalitet, men det er endnu uklart, hvornår man ved dette.

Værdien af smykket vejer dog ikke højt for arkæologerne.

- Det er ikke vigtigt for os, hvilket karat smykket er. Den er ikke mere værd for os end den glasring, vi fandt for et par måneder siden, som kan dateres tilbage til det 11. århundrede.

- Begge fund siger noget om den periode, som vi undersøger for os. Værdien er ligegyldig, for vi skal aldrig ud og sælge det, siger Maria Elisabeth Lauridsen.

Guldkorset vejer fire gram og måler cirka to en halv centimeter på hver led.

Tidligere har man fundet to lignende smykker i Danmark. De opbevares nu på Nationalmuseet.

Ønsker man at se korset, har man mulighed for det i weekenden. På lørdag bliver korset udstillet i fire timer i Odense.

/ritzau/

Dagens Gossip