Arkæologer finder massegrav ved Mossø vest for Skanderborg

Arkæologer har fundet noget der minder om en massegrav i Alken Enge ved Mossø vest for Skanderborg.

Gennem de seneste måneder har arkæologerne udgravet resterne af det, der formentlig er en stor hær.

Man regner med at det er de jordiske rester af over 1.000 krigere fra omkring år 0.

- Det er tydeligt, at det har været en meget omfattende og dramatisk hændelse, der må have påvirket datidens samfund markant, fortæller projektleder Mads Kähler Holst fra Aarhus Universitet.

I de kommende dage tages knoglerne op af udgravningen, og derefter skal et international team af forskere i gang med omfattende analyser for at forsøge at afsløre, hvem krigerne var, og hvor de kom fra.

- Udgravningen har givet os en stor mængde skeletdele, som vi tror, vil kunne besvare nogle af spørgsmålene om, hvad det var for begivenheder, der ledte frem til, at hæren havnede her, lyder det fra Mads Kähler Holst.

Den arkæologiske undersøgelse nærmer sig sin afslutning for i år, men meget tyder på, at fundet er langt større end det, som arkæologerne har udgravet indtil nu, skriver universitetet på sin hjemmeside.

- Vi har lavet små prøve-udgravninger forskellige steder i det 40 ha store moseområde, og der bliver ved med at dukke nye fund op, siger udgravningsleder Ejvind Hertz fra Skanderborg Museum.

Fundet er nemlig så stort, at forskerne ikke regner med at kunne udgrave det hele. I stedet vil de prøve at skabe et overblik ved at lave mindre undersøgelser forskellige steder i mosen og rekonstruere, hvordan landskabet så ud i tiden omkring Kristi fødsel.

 

Dagens Gossip