Arkitekturens Dag markeres i Kolding

Skrevet af Elo Christoffersen

21/09/2013

Dagens topnyheder

Igen i år er Kolding med til at markere Arkitekturens Dag. Det sker den 1. oktober, hvor design-visionen sætter sit tydelige aftryk på dagens mangfoldige program.

- Med vores nye vision, ’Vi designer livet,’ er det naturligt, at design fylder meget i Arkitekturens Dag. Arkitektur og design går hånd i hånd, og vi har et stort fokus på at udvikle vores bymiljø, fortæller arkitekt Georg Unna fra By- og Udviklingsforvaltningen, der står bag Arkitekturens Dag i Kolding.

Dagen byder blandt  andet på Design Walk, rundvisning i Design City og Campus Kolding og udstilling af projekter lavet af designelever fra blandt andet Kolding Gymnasium.

Arkitekturpris 2013

Ét af dagens programpunkter er uddelingen af Kolding Kommunes Arkitekturpris og afsløring af 'Borgernes Favorit". Det sker på Torvet på Kolding Bibliotek klokken 16.15 med en reception.

Borgerne har kunnet stemme på 13 forskellige byggerier, som er færdigbygget indenfor det sidste år, og deltagelsen har været stor. I alt 700 borgere har været inde og afgive deres stemme.