Arktisk ekspedition endte med kannibalisme

Skrevet af admin

26/07/2015

Dagens topnyheder

Forsøget på at finde nyt land i det koldeste nord drev opdagelsesrejsende til kannibalisme.

Fænomenet har før været beskrevet, men nu viser ny forskning fra University of Alberta i Canada, præcis hvor desperate sømændene var, skriver netmediet livescience.com.

Ifølge forskerne valgte de sultende skibsfolk ikke alene at skære kødet fra knoglerne på deres faldne kammerater. De fik også åbnet de dødes knogler, så de overlevende kunne suge marven ud af dem.

I alt har forskerne kigget på 35 knogler fra opdagelsesrejsende. De har fundet tegn på, at knoglerne er blevet kogt og ødelagt, for at marven kan suges ud.

Knoglerne stammer fra en uheldsramt ekspedition i Arktis, hvor den berømte britiske marineofficer og opdagelsesrejsende Sir John Franklin, i 1845 drog af sted for at finde en sørute gennem den canadiske del af Arktis til Orienten.

Franklin havde regnet med, at hans to skibe med tilhørende mandskab kunne fryse inde i den arktiske is hen over én eller flere vintre. Skibene var derfor lastet med proviant til flere år.

Men kulden blev alligevel for hård en modstander.

De følgende somre var der så meget is, at det efter tre år endnu ikke var muligt for Franklins skibe at komme fri af isen.

Den sidste kommunikation med den britiske flåde er dateret april 1848. Da var 24 mænd allerede døde om bord på Franklins skibe.

Den resterende del af besætningen var drevet af desperation og flygtede herefter til fods. Men flugten var umulig, da mændene drog af sted i et svært fremkommeligt område, hvor det var umuligt at fiske eller jage.

Ingen fra besætningen overlevede. Men senere arkæologiske fund har konkluderet, at besætningen endte med at spise hinanden i forsøget på at overleve.

/ritzau/