Arktisk råd får kritik for at lade hel klimazone dø

Hans Meltofte har de seneste seks år ledet et hold på 252 af verdens førende forskere i en kortlægning af alt dyre- og planteliv i Arktis. Til efteråret kommer den fulde rapport, men nogle konklusioner foreligger allerede.

»Udviklingen går meget hurtigt i Arktis. Den globale opvarmning betyder, at hvert år rykkes grænserne mellem klimazonerne små 2 kilometer mod nord, og det har en kolossal betydning for biodiversiteten. Hele den klimazone, der kaldes Højarktis, er i fare for at forsvinde for altid,« siger Hans Meltofte, der er chefvidenskabsmand bag Arctic Biodiversity Assessment (ABA), der er den hidtil mest omfattende kortlægning af biodiversitet, der er foretaget i nogen klimaregion.

Arbejdet skal munde ud i en rapport, som skal give en række anbefalinger til politikerne, både om globale emner som klimaforandringer og lokale emner som olieudvinding og overfiskeri, men Hans Meltofte er ikke fortrøstningsfuld.

»Jeg anser det for temmelig usandsynligt, at man gør noget virkelig effektivt ved klimaproblematikken. Jeg kan simpelthen ikke se, at der vil blive gjort noget ved det. Vi vil få de her klimaændringer under alle omstændigheder«, siger han.

De foreløbige konklusioner blev fremlagt for politikerne i Arktisk Råd i maj, men den har ikke siden udløst offentlig debat. Ifølge flere iagttagere skyldes det, at Arktisk Råd er lavet som en såkaldt konsensusorganisation, hvor alle beslutninger skal tages i enighed.

Greenpeace og WWF har flere gange kritiseret Arktisk Råd for at være for dårlige til at tage svære beslutninger. Rådet har således kun vedtaget to bindende beslutninger i de 17 år, det har eksisteret.

Dagens Gossip