Arla-direktør forventer bedre markedsvilkår i 2016

Skrevet af admin

17/02/2016

Dagens topnyheder

Efter et vanskeligt 2015 ser Arlas administrerende direktør nu frem til et år, hvor han håber på lidt bedre markedsvilkår end i det forgangne.

Her betød EU-mælkekvoternes ophør og faldende efterspørgsel fra Rusland og Kina, at verdensmarkedspriserne faldt markant.

Men der er små lyspunkter i horisonten, mener Peder Tuborgh.

- Vi har en særdeles vanskelig opgave foran os i 2016, da den globale mælkeforsyning stadig vil være større end efterspørgslen.

- Vi forventer, at det globale marked vil begynde at vende i en positiv retning i anden halvdel af 2016, siger han i en kommentar til 2015-regnskabet.

Arla har med en række tiltag gjort sit til at ruste sig til den nye markedsvirkelighed. Andelsselskabet har for nylig præsenteret sin 2020-strategi, hvor målet er at vokse i otte globale mejerikategorier og seks markedsregioner.

- Vi er overbeviste om, at Arla har den rigtige strategi til at føre både virksomheden og dens ejere sikkert ind i fremtiden ved at holde fast fokus på organisk vækst inden for vores eksisterende varemærkeforretning, siger Peder Tuborgh.

Ud over den nye strategi har mejerikoncernen desuden iværksat en sparerunde, der kommer til at koste 500 funktionærer jobbet, og så har man gødet jorden for yderligere vækst på markederne uden for EU.

- Vi har fortsat med at bane vejen for international vækst ved at etablere stærke regionale salgsteams tæt på kunderne og forbrugerne og ved at indgå partnerskaber med stærke lokale aktører i Nigeria, Senegal, Egypten og Australien, siger Peder Tuborgh.

Arlas totale omsætning faldt med 3,3 procent i 2015, selv om mængden af andelshaver mælk steg med næsten 7 procent.

/ritzau/