Arla mister milliardeksport af smør og ost til Rusland

Arla stopper al produktion til Rusland som konsekvens af russiske sanktioner mod fødevarer. Arlas eksport til Rusland har en værdi af omkring en milliard kroner årligt og udgør cirka én procent af koncernens omsætning, oplyser Arla.

- Vores fokus lige nu er at sikre lønsomheden på vores ejeres mælk ved at omlægge vores produktion til andre produkter, som vi kan sælge på andre markeder, siger Peder Tuborgh, administrerende direktør i Arla Foods, i en pressemeddelelse.

Han kalder Rusland for et vigtigt vækstmarked i Arlas strategi, og derfor er importstoppet noget af skridt tilbage.

- Det er for tidligt at sige, hvorvidt det er et kort- eller langsigtet tilbageskridt, siger Peder Tuborgh.

- Men vi har investeret langsigtet i mærkevarer, distribution og kunderelationer i Rusland, og vi håber naturligvis, at vi kan få vores produkter tilbage på det russiske marked så hurtigt som muligt, tilføjer han.

Arlas eksporterer især smør, specialoste og gule skæreoste til Rusland, og varerne produceres på en række danske mejerier.

Det drejer sig om mejerierne Holstebro Mejeri, Holstebro Flødeost, Nr. Vium, Taulov, Troldhede, Kruså, Bislev, Rødkærsbro og Høgelund. I Sverige har Götene en mindre eksport til Rusland.

Arla har i år startet en lokal produktion af gul ost i Kalach i det sydvestlige Rusland, og denne produktion er ikke ramt af forbuddet, oplyser Arla.

Arlas eksport til Rusland havde i 2013 en omsætning på 135 millioner euro eller lige over en milliard kroner.

Ruslands premierminister, Dmitrij Medvedev, har sagt stop for al import af frugt, grønt, kød, fisk, mælk og mejeriprodukter fra USA og EU, Australien, Canada og Norge. Forbuddet vil foreløbig løbe i et år.

Med boykottet af varer sætter Rusland hårdt mod hårdt over for de lande, der har indført sanktioner mod landet i kølvandet på krisen mellem Rusland og Ukraine.

/ritzau/

Dagens Gossip