Arla nedlægger 79 job efter russisk boykot

Mejerigiganten Arla nedlægger 79 danske job på fem mejerier som følge af den russiske boykot af fødevarer, herunder ost og smør.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Nedlæggelsen af arbejdspladser rammer Troldhede Mejeri, hvor 27 job nedlægges, Nr. Vium Mejeri, hvor 22 job nedlægges, Høgelund Mejeri, hvor 15 job nedlægges, Bislev Mejeri, hvor otte job nedlægges, samt Holstebro Flødeost, hvor syv job nedlægges.

Ruslands premierminister, Dmitrij Medvedev sagde i sidste uge stop for al import af frugt, grønt, kød, fisk, mælk og mejeriprodukter fra USA og EU, Australien, Canada og Norge.

Forbuddet vil foreløbig løbe i et år og rammer de lande, som har indført sanktioner mod Rusland i kølvandet på krisen mellem Rusland og Ukraine.

/ritzau/

Dagens Gossip