Arla sætter juiceproducenten Rynkeby til salg

Skrevet af admin

05/11/2015

Dagens topnyheder

Arla har besluttet at sælge datterselskabet Rynkeby Foods, som producerer juice og saft, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Dermed tages der hul på en salgsproces for at finde den rigtige køber, hvilket ifølge tidligere forlydender kan blive den amerikanske læskedrik-gigant Coca-Cola.

Andelsselskabet forventer at have afsluttet salget ved udgangen af andet kvartal næste år.

- For at fokusere på kerneforretningen har Arla gennem de seneste to årtier frasolgt datterselskaber, som ikke har nogen direkte tilknytning til produktionen af mejeriprodukter.

- Rynkeby er det sidste tilbageværende datterselskab i Arla, som ikke er knyttet til mælk, og Rynkeby vil efter vores vurdering være bedre tjent med en ny ejer, der kan videreføre udviklingen af virksomheden og forretningen, siger Povl Krogsgaard, viceadministrerende direktør i Arla Foods.

Rynkeby er lønsomt med potentiale til at vokse endnu mere ifølge Arla.

Den danske mejerigigant har allerede undersøgt markedet.

- Vi har i denne uge kontaktet potentielle nye ejere og vil nu forsøge at finde frem til den rigtige køber og det bedste tilbud. Vi forventer, at processen vil være afsluttet ved udgangen af andet kvartal næste år, siger Povl Krogsgaard.

Rynkeby Foods er Nordens største juice- og saftproducent med en årlig produktion på mere end 150 millioner liter til forbrugere primært i Danmark og Sverige.

Virksomheden blev grundlagt i 1934 og har været 100 procent ejet af Arla Foods siden 1998.

/ritzau/