Arla skal udvikle nye oste for syv milliarder kroner om året

Den position bliver yderligere udbygget, når mejerikoncernen Arla indvier et nyt innovationscenter i 2016 til en værdi af 270 millioner kroner.

Andelsselskabet offentliggjorde onsdag en plan for et nyt innovationscenter med 120 medarbejdere, der skal udvikle fremtidens oste, yoghurter, mælketyper og smørprodukter.

Det 10.000 kvadratmeter store center skal ligge ved det eksisterende Agro Food Park i Skejby i det nordlige Aarhus, som i forvejen huser 35 virksomheder med 825 medarbejdere inden for fødevareindustrien.

Og Aarhus er valgt af flere grunde.

»Vi har kigget på forskellige lokationer i Europa, men vi er nået frem til, at vi finder de bedste muligheder her i Aarhus,« siger koncerndirektør Jais Valeur, Arla.

»Her kan vi udnytte de funktioner, som er ved vores hovedkvarter i Viby, og samtidig er der mange muligheder for at danne partnerskaber med de virksomheder, der er i Agro Food Park,« siger Jais Valeur, der også fremhæver et tæt samarbejde med Aarhus Universitet omkring fødevareforskning.

Mejerikoncernen bruger i dag en halv procent af omsætningen på 73 milliarder kroner på forskning og udvikling - det svarer til 280 millioner kroner. Fremover skal det fordobles til 450 millioner kroner om året.

»Det lyder måske af meget i en skandinavisk kontekst, men når vi sammenligner os med eksempelvis Danone, så er vi stadig til den lave side. Det er noget af det, vi reparerer på nu,« siger koncerndirektøren.

Og målet er klart nok. Der skal hvert år udvikles produkter, der kan skaffe syv milliarder kroner i kassen - det svarer til 10 procent af Arlas samlede omsætning.

Arla har i forvejen en produktudviklingsafdeling i Brabrand, hvorfra 65 medarbejdere overføres til det nye center. Desuden har man en udviklingsafdeling i Stockholm. Om den får lov at bestå, eller om den også flytter til Aarhus, er endnu uvist.

Formand for Agro Food Park, Jan Mousing, ser Arlas beslutning som et skridt på vejen til at skabe et »nordeuropæisk fyrtårn« inden for fødevareinnovation.

»Vi har flere kandidater, der står på spring og følger med i, hvem og hvad der flytter ind i Agro Food Park. Der er ingen tvivl om, at det vejer tungt i deres overvejelser, at Arla nu åbner et kraftcenter her,« siger Jan Mousing.

Agro Food Park, der åbnede i 2009, satser på at have 3.000 medarbejdere under tag i 2020.

»Med Arlas investering er målet rykket et stort skridt nærmere,« siger Jan Mousing og fremhæver en anden nyhed, der efter hans mening vil få endnu flere fødevarevirksomheder fra ind- og udland til at kigge mod Aarhus:

Det hollandske Wageningen Universitetet har netop offentliggjort en analyse af otte europæiske landes innovationsevner, og her indtager Danmark en førsteplads, når det gælder fødevarevirksomheders evne til at produktudvikle.

Det vender ifølge Jan Mousing op og ned på den i industrien udbredte opfattelse af, at netop Holland har været europamester i fødevareinnovation.

Dagens Gossip

Dagens TV