Arlanda i drift igen efter bombetrussel

Skrevet af admin

09/12/2014

Dagens topnyheder

Flytrafikken er igen i gang i Arlanda-lufthavnen ved den svenske hovedstad, Stockholm, siger en talsmand for lufthavnen.

Dog må passagererne regne med forsinkelser et godt stykke tid endnu på grund af de forstyrrelser, en bombetrussel tidligere på dagen forårsagede.

Svenske medier rapporterer, at manden, der menes at stå bag bombetruslen, betegnes som mentalt ustabil af politiet, der har anholdt ham og sigtet ham for "grove trusler".

Der var ellers nogen dramatik i Arlanda tidligere på dagen. Således blev et SAS-fly, der skulle til at lette og flyve til Helsinki, evakueret.

Samtidig blev en terminal i lufthavnen delvist lukket på grund af truslen.

- Mellem 50 og 100 fly er ramt af forsinkelser, lød det fra kommunikationsdirektør Klas Nilsson til svensk tv.

Sikkerhedsforanstaltningerne blev iværksat lidt før klokken ni, da en mand henvendte sig til personale i lufthavnen og sagde, at der måske var en bombe på et fly.

Ifølge Aftonbladet var det en mand i 50-års-alderen, der henvendte sig til personalet på et Germanwings-fly til Hamburg, som stod ved udgang syv i lufthavnens Terminal 5.

Manden skal have spurgt efter nogen, som talte svensk, hvorefter han fortalte, at han havde en følelse af, at der var en bombe om bord i et SAS-fly, og at hans søn skulle have pakket en bombe ned i en taske.

Det er denne mand, der er tilbageholdt af politiet.

TT skrev, at truslerne tilsyneladende både var mod et SAS-fly og et fly fra Germanwings.

/ritzau/TT