Arlas mælkebønder kan glæde sig over rekordindtjening

Skrevet af admin

28/08/2014

Mest læste i dag

Forbrugernes hang til mælk, ost og smør resulterer i et rekordregnskab for mejerikoncernen Arla i første halvdel af 2014, der giver Arlas andelshavere en rekordhøj indtjening.

Mejerikoncernen Arla kommer ud af første halvdel af 2014 med et overskud på 1094 millioner kroner, hvilket er en fremgang fra samme periode året før, hvor resultatet landede på 1048 millioner kroner. Arlas omsætning steg samtidig med 11 procent til 39,8 milliarder kroner i første halvår.

Den såkaldte Arlaindtjening - som angiver hvor meget mælkebønderne fik ud af hvert kilo mælk - landede på rekordhøje 3,30 kroner. Det er en markant fremgang fra 2,87 kroner per kilo i første halvdel af 2013.

- Vi glæder os over, at vores strategi om at skabe mere vækst uden for Europa, ser ud til at virke, og vi har oplevet vækst uden for de europæiske kernemarkeder, siger Frederik Lotz, der er finansdirektør i Arla, i regnskabet.

- Den samlede, organiske vækst er tilfredsstillende – men vi står ikke desto mindre over for en vanskelig periode og store markedsudfordringer, siger Frederik Lotz.

Arla skriver i regnskabet, at der både har været fremgang på selskabets store hovedmarkeder, men også de vækstmarkeder, som selskabet satser på. I Mellemøsten og Afrika var der en fremgang på 17 procent, mens salget i Kina blev fordoblet.

I Rusland har Arla været ramt af, at der er blevet indført et importforbud på blandt andet mælkeprodukter, hvilket har været en udfordring. Salget til de russiske forbrugere udgør dog kun en enkelt procent af mejerikoncernens samlede salg.

For hele året venter Arla en omsætning på 79 milliarder kroner og et overskud på 2,3 milliarder kroner. Samtidig venter Arla, at landmændenes Arlaindtjening bliver højere end i 2013.

Udviklingen i priserne på råmælk er dog på vej ned, hvilket gør, at forventningerne til indtjeningen per kilo mælk ventes mindre end tidligere udmeldt.

/ritzau/