Armstrong afviser Tour-sejre uden doping

Amerikaneren fastslår, at det er fysisk umuligt at vinde Tour de France uden at benytte sig af præstationsfremmende midler.

- Det er umuligt at vinde Tour de France uden doping, fordi Touren er en udholdenhedstest, hvor evnen til at transportere ilt spiller en afgørende rolle, siger Lance Armstrong i et stort interview med den franske avis Le Monde.

Sheriffen fra Texas fik i 2012 frataget sine syv tour-sejre, da det amerikanske dopingagentur USADA i en altafslørende rapport rev tæppet væk under den tidligere cykelrytter og ødelagde hans eftermæle.

Armstrong mener  selv, at han blot var en del af sporten og gjorde ligesom alle de andre.

- Jeg opfandt ikke doping, og brugen stoppede ikke, da jeg gjorde. Jeg var en del af systemet, siger Armstrong.

Armstrong uddyber, at han aldrig var bange for dopingkontrollen, da deres system var grundlæggende sikkert. 

- Jeg var meget mere bange for tolden og for politiet.

Den 41-årige amerikaner styrede skånselsløst feltet, intimiderede sine modstandere og vandt Tour de France i en uafbrudt række fra 1999-2005.

Dagens Gossip

Dagens TV