Armstrong beskylder alle Tour-vindere for doping

Efter at han selv er blevet stemplet som dopingsynder, har Lance Armstrong åbenbart ikke noget imod at anklage samtlige Tour de France-vindere for også at have dopet sig.

Den 41-årige amerikaner indrømmede i januar måned, at han var dopet under samtlige af sine syv Tour de France-sejre. Dermed blev han strøget fra alle officielle resultatlister, og der er nu ikke angivet nogen vinder ud for årene 1999 til og med 2005 i Tour de France-annalerne.

Texaneren optræder ikke i den officielle præsentationsvideo for 100 års-udgaven af Tour de France, og heller ikke hjemlandets Tour-kanal NBCSN har fundet plads til Armstrong i deres præsentationsvideo. Det studsede redaktøren på nyhedssitet autonews.com, Mark Rechtin, over natten mellem mandag og tirsdag - dansk tid. Og så skrev han følgende på twitter:

- Det er den 100. udgave af Tour de France, men NBCSN har slettet Lance Armstrong fra deres præsentationsvideo, så det betyder vel, at det faktisk er udgave nummer 93?, spørger han.

Jonathan Vaughters, chefen for det amerikanske cykelhold Team Garmin-Sharp, der hjalp Armstrong til hans første Tour-sejr på US Postal i 1999, svarer Mark Rechtin:

- De bliver nødt til at slette et par stykker til, skrev cykelbossen for at indikere, at der nok har været flere udover Armstrong, der har snydt sig til sejr.

Men Lance Armstrong, der nu har fået øje på twitter-samtalen, er ikke helt enig i sin gamle holdkammerats udtalelser. Han mener, at der skal slettes endnu flere fra historiebøgerne:

- Som i, øh, 100?

Dermed mere end antyder den fallerede cykelrytter, at samtlige Tour de France-vindere har været dopede.

Helt fra Maurice Garin i 1903 til sidste års vinder Bradley Wiggins.

Men hvis Lance Armstrong ligger inde med viden, der kan fælde tidligere Tour de France-vindere, er det påfaldende, at han endnu ikke har anstrengt sig for at samarbejde med antidoping-myndighederne for at dele sin viden.

Dagens Gossip