Armstrong: Tidligere UCI-formand hjalp med at snyde

Skrevet af admin

18/11/2013

Mest læste i dag

Lance Armstrong fik hjælp til at dække over sin brug af doping af den tidligere præsident for den internationale cykelunion (UCI) Hein Verbruggen.

Det hævder den forhenværende Tour de France-vinder i et interview med den engelske avis Daily Mail.

Ifølge Armstrong skete det under Tour de France i 1999, hvor han blev testet positiv for et forbudt stof.

Verbruggen - der var præsident for UCI fra 1991 til 2005 - var angiveligt med til at sørge for, at Armstrong undgik karantæne takket være en falsk recept for en steroidcreme til behandling af siddesår.

- Hein sagde: Dette er et stort problem for mig. Det kan knockoute vores sport året efter Festina-skandalen, så vi er nødt til at finde på noget, lyder forklaringen.

Tidligere på måneden sendte Verbruggen et åbent brev ud til alle nationale cykelforbund, hvor han hævdede, at han har god samvittighed.

- Jeg har aldrig handlet upassende. I bagklogskabens klare lys indrømmer jeg, at jeg kunne have gjort nogle ting anderledes, men jeg accepterer ikke, at der bliver stillet spørgsmål ved min integritet, skrev hollænderen.

UCI's nyvalgte præsident Brian Cookson er sammen med det internationale antidopingagentur Wada ved at lægge sidste hånd på et oplæg til en kommission, der skal granske cykelforbundets ageren i forbindelse med Armstrong-sagen.

/ritzau/