Armstrongs kræftfond er dybt skuffet

Dopingindrømmelserne fra den skandaleramte eks-cykelstjerne Lance Armstrong har straks fået omverdenen til at reagere.

Kræftorganisationen Livestrong, som Armstrong selv stiftede i sin tid, er langt fra begejstrede over eks-rytterens tilståelser.

- Vi i Livestrong er skuffede over at høre nyheden om, at Lance Armstrong har vildledt folk i løbet af sin cykelkarriere - heriblandt os, lyder det i en udtalelse fra kræftorganisationen.

Armstrong gik natten til fredag dansk tid til bekendelse over for talkshowværten Oprah Winfrey i et længe ventet interview.

Her fortalte han om sit misbrug af blandt andet epo, væksthormoner og testosteron fra midten af 1990'erne til 2005. Under sine syv Tour de France-sejre fra 1999-2005 var cykelrytteren dopet, afslørede han.

Armstrong grundlagde selv Livestrong i 1997, efter han fik konstateret testikelkræft. Siden har organisationen skrabet omkring 500 millioner dollar sammen til arbejdet mod den dødbringende sygdom.

I første omgang fokuserede Livestrong udelukkende på bekæmpelse af testikelkræft, men nu beskæftiger organisationen sig med alle kræftformer.

Armstrong besøgte allerede mandag Livestrong i Austin for at sige undskyld til personalet.

Han trak sig som bestyrelsesformand i organisationen og trådte siden helt ud af bestyrelsen i Livestrong i efteråret.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip

Dagens TV