Arrangør: Danskere kan trygt flyve til Sharm el-Sheikh

Danskere med en booket flybillet til den egyptiske ferieby Sharm el-Sheikh skal ikke føle sig utrygge.

Det mener Henrik Specht, direktør i foreningen Rejsearrangører i Danmark, som er en interesseorganisation for rejsearrangører, som arrangerer og sælger ferierejser med fly.

De læner sig nemlig op ad Udenrigsministeriets rejsevejledning, som "fraråder alle rejser til Sinai-halvøen med undtagelse af Sharm el-Sheikh".

- Det er en myndighed, som har den indsigt, informationer, efterretninger og kilder, der skal til for at foretage en kvalificeret vurdering af Sharm el-Sheikh i og omkring lufthavnen.

Men Henrik Specht påpeger, at det kan være meget forvirrende, hvordan man som rejsende skal forholde sig:

- Den her situation er atypisk, fordi nogle landes myndigheder fraråder at flyve, mens andres ikke gør, nogle selskaber flyver, mens andre ikke gør.

- Derfor er det vigtigt, at rejsearrangørerne og de rejsende har et sted, de kan læne sig op ad, nemlig Udenrigsministeriets vejledning.

Organisationen har 14 rejsearrangører, som står for cirka 90 procent af samtlige charterrejser med fly ud af Danmark. Blandt andet Apollo Rejser, Atlantis Rejser og Amisol Travel, som alle arrangerer rejser til Sharm el-Sheikh.

Da SAS har aflyst sin flyvning lørdag, har Atlantis Rejser aftalt med Danish Air Transport, at det flyver 300 gæster til Sharm el-Sheikh og 350 gæster hjem fra stedet lørdag. Dog kan Apollo Rejser ikke skaffe en alternativ flytransport.

Hos Amisol Travel vil man stadig have gæster, der rejser frem og tilbage til feriebyen, siger Henrik Specht.

- De har både en hjemrejse til Billund i dag og en afrejse lørdag. Det drejer sig om cirka 225 gæster. Og der står endda nogle på venteliste.

Han opfordrer danskerne til at følge med i Udenrigsministeriets rejsevejledning.

- Hvis de begynder at fraråde rejser, så vil der ikke være nye rejser til Sharm el-Sheikh, men så længe, de siger god for det, så kan danskerne tage trygt af sted.

/ritzau/

Dagens Gossip