Arrangører lover Seniortræf uden lang ventetid på mad

Skrevet af Elo Christoffersen

14/05/2013

Dagens topnyheder

Hvis du i morgen deltager i Kolding Kommunes og Ældrerådets Seniortræf i Arena Syd, så skulle det også være muligt, at du kan få din bestilte mad uden at vente i timevis, som mange oplevede sidste år. Arrangørerne og Arena Syd har taget kritikken fra sidste år til sig, skriver Vamdrup Netavis.

- Der er aftalt med Arena Syd, at i år bliver der fem udleveringssteder for den bestilte mad, mod kun et sted sidste år, som jo viste sig at være alt for lidt, siger Ivan D. Johansen formand for Ældrerådet til Vamdrup Netavis.

Ventetiden på maden varerede for mange sidste år op til et par timer - eller mere , og det blev efterfulgt af hård kritik fra flere sider. Ikke mindst fra de mange ældre, som måtte stå unødigt længe i madkøen.

Fagre nye verden

Det er nu tredje år kommunens Seniorforvaltningen og ældrerådet inviterer til Seniortræf i Arena Syd i Vamdrup. Årets tema er: ”Fagre nye verden”, og det indebærer, at hele hal 3 i Arena Syd er fyldt op med alt, hvad Kolding Kommune kan præstere af nyt velfærdsteknologi, mens messens 30 stande er placeret i Den store multihal:

- Ud over hjemmepleje, rengøring, ældremad og hjælpemidler kan vi i år blandt andet præsentere pasning af haven, krydstogter, rejsekort, wellness og biler, fortæller  Ivan D. Johansen.

I den store hal serveres der også et varmt måltid til rimelige priser. Det populære Senior-Modeshow er bibeholdt, og for dagens underholdning står populære, evigtunge Dario Campeotto.

Gratis busser

Det er også i år arrangeret gratis bustransport til og fra Arena Syd, og der er udvidet med en rute, som starter fra Nørre Bjert over Lyshøj Alle`.- Afgangstidspunkter finder man på Kommunens Aktivitetscentre.

Formålet med årets Seniortræf er at formidle viden, skabe social kontakt, og synliggøre ældre som en vigtig ressource i Kolding Kommune.

Over 100 frivillige er på banen for at bidrage med praktisk arbejdskraft på dagen, så alt tyder på en super Seniordag i Vamdrup med start klokken 09.30 og med sluttidspunkt  klokken 16.