Arrivederci: Italiens Berlusconi er stemt ud af parlamentet

Skrevet af admin

27/11/2013

Mest læste i dag

Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi er af senatet blevet stemt ud af parlamentet med øjeblikkelig virkning.

Hovedpersonen kalder det en sorgens dag for italiensk demokrati, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den skelsættende afstemning i det italienske parlaments overhus skyldes Berlusconis tidligere dom for skattesvindel.

Med onsdagens afgørelse i senatet har landets tidligere regeringschef mistet sin vigtigste politiske position.

- Valgbarhedsnævnets konklusion er godkendt, og det ophæver valget af senatsmedlem Silvio Berlusconi, sagde senatsformand Pietro Grasso og understregede, at Berlusconi dermed er udelukket fra en plads i parlamentet.

Resultatet var helt som forventet, idet både oppositionen og regeringspartiet har sagt, at Berlusconi ikke skulle have lov til at blive siddende i parlamentet som domfældt.

Inden afstemningen havde Berlusconi samlet nogle få tusind af sine tilskuere til en demonstration foran sin bolig i Rom.

- Vi er samlet her på en bitter dag, en sorgens dag for demokratiet, sagde han til forsamlingen.

Berlusconi hævdede, at han var et offer for dommere fra den yderste venstrefløj, som har rottet sig sammen mod ham på en juridisk vej til socialisme mod borgerlig kapitalisme.

Han lovede fortsat at ville være Italiens centrum-højre frontfigur uanset, hvad udfaldet af onsdagens afstemning.

Berlusconi blev i august idømt fire års fængsel for ulovlige transaktioner, der skulle tjene til at nedsætte skatten i hans medieselskab Mediaset. Siden blev dommen nedsat til et års husarrest eller samfundstjeneste.

Den 77-årige Berlusconi er nu frataget retten til at sidde i parlamentet på baggrund af en lov, der udelukker dømte politikere fra parlamentet. Det vil holde ham borte fra parlamentet frem til mindst hans 83-års fødselsdag,

/ritzau/Reuters