Arsenal-boss på sygehus efter hjerteanfald

Arsenals bestyrelsesformand Peter Hill-Wood ligger på sygehuset, efter at han fredag blev ramt af et hjerteanfald, oplyser fodboldklubben søndag.

Den 76-årige Arsenal-boss har den seneste tid også været plaget af lungebetændelse.

- Peter blev syg hjemme fredag og er under behandling på sygehuset. Han er i bedring, hedder det i en udtalelse fra klubben.

Peter Hill-Wood blev bestyrelsesformand i Arsenal i 1982, da han overtog efter sin far Denis, som havde haft hvervet i 20 år.

Det har gennem historien været et familieforetagende for Hill-Wood-familien at lede Arsenal. Farfaren Samuel var også formand i Arsenal i to perioder, fra 1929 til 1936 og fra 1946 til 1949.

Peter Hill-Wood er en stærk støtte for klubbens franske manager Arsène Wenger, som er under massivt pres på grund af skuffende resultater i efteråret.

Lørdag tabte Arsenal 0-2 på hjemmebane til Premier League-overraskelsen Swansea, som har danske Michael Laudrup som manager.

Arsenal ligger blot nummer 10 i Premier League, og klubben halser 15 point efter førerholdet Manchester United.

/ritzau/

 

Dagens Gossip