Arsenal er et skridt nærmere FA Cup-finalen

Skrevet af admin

08/03/2014

Dagens topnyheder

Arsenal sukker efter en titel til pokalskabet, og den kan komme på Wembley den 17. maj.

Efter lørdagens kvartfinalesejr er holdet bare én sejr fra at skulle spille finale på det legendariske fodboldstadion.

I kvartfinalen gjorde Arsenal - uden Nicklas Bendtner i truppen - det af med Everton i den på papiret mest interessante kvartfinale. Hjemme på Emirates vandt Arsenal 4-1.

Bare seks minutter var spillet, da Arsenal bragte sig på sejrskurs. Tyske Mesut Özil har været udskældt for sine præstationer på det seneste, men han tog tidlig revanche.

Santi Cazorla opsnappede bolden midt på Evertons banehalvdel og satte i fart ned mod feltet, hvor han fandt Özil, der sikkert satte bolden ind langs græsset.

Men Everton kom tilbage. Efter en hurtig omstilling stod holdets topscorer Romelu Lukaku pludselig fri foran Arsenal-målet og kunne nemt skabe balance til 1-1, der blev pausestillingen.

Arsenal angreb mest for en ny føring, men Everton kunne forholdsvis nemt afvise hjemmeholdets forsøg. Indtil midt i anden halvleg.

Gareth Barry begik straffespark på Alex Oxlade-Chamberlain, og Mikel Arteta vekslede det til 2-1 med et sikkert spark.

Everton var aldrig rigtig tæt på at udligne, og i stedet slog Arsenal sejren fast.

Den franske angriber Olivier Giroud blev først sendt på banen efter en time, men han nåede at sætte sit aftryk. Inden for tre minutter scorede han til både 3-1 og 4-1 i kampens slutfase.

/ritzau/