Arsenal flopper mod kroatiske outsidere i CL

Skrevet af admin

17/09/2015

Dagens topnyheder

Dinamo Zagreb er på forhånd udset som prygelknabe i Champions Leagues gruppe F, men efter en overraskende 2-1-sejr over Arsenal blev det kroatiske mandskab puljens overraskelse i første spillerunde.

Til gengæld sørgede Arsenal for det tredje engelske nederlag i åbningsrunden, men det kunne London-holdet ikke rigtig indvende noget imod efter mødet med de stærke outsidere på Maksimir Stadion i den kroatiske hovedstad.

Englænderne halsede bagefter fra start mod et langt mere direkte og beslutsomt hjemmehold, der var gået på banen for at spille sin chance.

Særligt Arsenals angriber Olivier Giroud fortjener ingen fidusbamser efter at have raget sig to helt unødvendige gule kort til i løbet af 40 minutter, hvilket betød at hans i forvejen hårdt prøvede holdkammerater måtte spille resten af matchen i undertal.

Gæsterne gjorde det i hele taget svært for sig selv, men var decideret uheldige, da kroaterne bragte sig foran midtvejs i første halvleg.

Arsenal-keeper David Ospina leverede nemlig en fin redning, da Josip Pivaric blev spillet helt fri, men returbolden ramte den tilbagestormende Alex Oxlade-Chamberlain og hoppede ind i det engelske målnet.

Tingene blev endnu værre efter pausen for Arsene Wengers tropper, som slet ikke kunne finde fodfæste.

Dinamo-drengene indledte anden halvleg med at ramme stolpen på en kæmpechance, men efter 13 minutters spil blev kroaternes føring fordoblet.

Junior Fernandes nåede højest efter et hjørnespark og stangede udækket bolden ind i målhjørnet, og så gik festen i gang på tribunerne.

Kampen så ud til at være afgjort, men kroaterne blev uopmærksomme, og 11 minutter før tid fik indskiftede Theo Walcott alt for meget plads og kunne reducere til 1-2 hos den portugisiske målmand Eduardo.

Det skabte en vis nervøsitet i hjemmeholdets bageste rækker, men med en mand i undertal manglede Arsenal gennemslagskraft til at skaffe sig udligningen.

Dermed er Dinamo Zagreb sammen med Bayern München i toppen af puljen. De to møder hinanden i næste runde. Arsenal tager samtidig imod Olympiakos.

/ritzau/