Arsenal må undvære sin tyske midtbanestrateg Mesut Özil i minimum to kampe, lyder det fra London-klubbens manager, Arsène Wenger.
Det er en skulderskade, der holdet den tidligere Real Madrid-profil ude.
- Jeg ville have elsket at have ham med mod Newcastle (søndagens kamp, red.), men han har et skulderproblem. Han sidder ude i to-tre kampe, siger Wenger til Sky Sports.
Özil, som skiftede fra Real Madrid til Arsenal i sommer, blev skadet i torsdagens 3-1-udesejr over West Ham.
Foruden Newcastle-kampen går han glip af Cardiff-opgøret 1. januar, mens han er tvivlsom til FA Cup-kampen 4. januar mod ærkerivalerne fra Tottenham.
/ritzau/