Arsenal-manager vil beholde tysk verdensmester

Skrevet af admin

30/12/2014

Dagens topnyheder

Lukas Podolski var i sommer en del af det tyske landshold, der vandt VM i Brasilien, men siden har klubkarrieren i Arsenal udviklet sig i den forkerte retning.

Det har været småt med spilletid til offensivspilleren, som derfor har været rygtet væk fra London-klubben.

Senest har han været sat i forbindelse med den italienske klub Inter, men står det til Arsenal-manager Arsène Wenger, bliver Podolski i Arsenal.

- Jeg ønsker, han bliver. Inter-rygterne er ikke seriøse. Det er bare snak, siger Wenger.

Han erkender dog, at det er svært at finde plads til Podolski på holdet.

- Offensivt har vi mange muligheder. Også for mange til at kunne holde alle spillere i gang med det rette antal kampe, det er helt sikkert, siger Wenger.

Franskmanden har pludselig rigeligt med offensive muligheder, efter landsmanden Olivier Giroud er blevet sin skade kvit.

Desuden står Alexis Sánchez og Danny Welbeck foran Podolski i køen til angrebspladserne.

Podolski har hverken prøvet at starte inde eller score i denne Premier League-sæson.

/ritzau/DPA