Arsenal tager førstepladsen alene med kneben udesejr

Skrevet af admin

02/01/2016

Dagens topnyheder

Det er yderst tæt i toppen af Premier League, og efter lørdagens fodboldkampe fører Arsenal nu rækken alene efter en 1-0-sejr på hjemmebane over Newcastle.

Arsenal-stopperen Laurent Koscielny stod for kampens eneste mål, da franskmanden var hurtigst over en løs bold i feltet. Oplægget stod landsmanden Olivier Giroud for.

Med sejren har Arsenal nu 42 point efter 20 kampe og indtager førstepladsen alene foran Leicester, der ikke var i stand til at vinde hjemme mod Bournemouth. Leicester har 40 point.

Leicester, der havde målmand Kasper Schmeichel med i hele kampen, spillede ellers 11 mod 10 spillere i mere end en halv time, da udeholdets Simon Francis begik straffespark og fik rødt kort.

Leicesters formstærke kantspiller Riyad Mahrez brændte straffesparket, og så lykkedes det Bournemouth at kæmpe sig til det ene point.

Angriberen Jamie Vardy var tidligere i kampen også tæt på at score for Leicester, og englænderen ramte blandt andet stolpen.

Leicester har ikke vundet i de seneste tre kampe.

/ritzau/