Arsène Wenger: Ballon d'Or skader fodbolden

Skrevet af admin

02/12/2013

Dagens topnyheder

Det internationale fodboldforbunds (Fifa) kåring af verdens bedste fodboldspiller, den såkaldte Ballon d'Or, skader fodbolden.

Det mener Arsenal-manager Arsène Wenger, der synes, at det er forkert at hylde enkelte spillere i en holdsport.

- Det skader fodbolden. Jeg er imod priser til spillere. Det er en latterlig ting, som spillerne går op i, siger Wenger til den franske tv-station TF1, da han bliver spurgt om, hvem han ønsker, at hæderen går til i 2013.

- Hvem jeg ønsker, vinder den i år? Jeg ønsker ikke, at nogen får den.

- Dette er en hyldest til individet, og jeg mener, at det går imod sportens essens, siger Wenger.

Portugisiske Cristiano Ronaldo er favorit til at vinde den fornemme Fifa-pris, der bliver uddelt den 13. januar 2014.

Real Madrid-stjernen skal blandt andre kæmpe om det prestigefyldte trofæ med Barcelonas Lionel Messi, Franck Ribery fra Bayern München samt Zlatan Ibrahimovic fra Paris Saint-Germain.

Fifa har uddelt Ballon d'Or siden 2010 - hvert år med Lionel Messi som vinder. Messi blev også kåret til verdens bedste i 2009 af både Fifa og det franske fodboldmagasin France Football, som tidligere stod for Ballon d'Or.

Siden 2010 er priserne slået sammen til Fifa Ballon d'Or.

/ritzau/