Arven-skuespiller på udkig efter skønhed

Når filmfestivalen Berlinalen torsdag skydes i gang i den tyske hovedstad med Wes Andersons åbningsfilm "The Grand Budapest Hotel", er det især elementer som smukke billeder og personlige beretninger, den danske skuespiller Trine Dyrholm vil belønne.

Modsat sine fem tidligere optrædener på festivalen får hun denne gang som jurymedlem indflydelse på, hvem der om halvanden uge skal hædres med guld- og sølvbjørne i Berlin.

- Jeg har lyst til at blive berørt af film, og jeg kan godt lide, når film har et personligt aftryk, hvor instruktøren inviterer én ind i sin verden, siger Trine Dyrholm til Ritzau.

- Jeg kan også godt lide de film, som berører mennesker på tværs af kulturer, siger skuespilleren, inden hun torsdag aften trækker i gallakjolen for sammen med resten af juryen at gå ned ad den røde løber foran Berlinale-Paladset i Berlin.

Trine Dyrholm, der i øjeblikket er aktuel i DR-serien "Arvingerne", er ikke det eneste danske islæt på årets Berlinale.

Lars von Triers "Nymphomaniac" bliver her for første gang vist i sin fulde længde på fem en halv time på søndag. Den tidligere sølvbjørnvinder Pernille Fischer Christensens film "En du elsker" med netop Trine Dyrholm på rollelisten bliver også vist på festivalen.

Dyrholm skal dog ikke bedømme sin egen præstation, da filmen tirsdag bliver vist ved en særlig gallaforestilling uden for konkurrence.

Jurymedlemmet glæder sig over, at dansk film både tidligere og igen i år er godt repræsenteret på den tyske filmfestival.

- Jeg kan mærke, at der er stor interesse for Danmark og Skandinavien i det hele taget. I løbet af de sidste mange år er der mange film, der er nået til udlandet og har fået et større publikum, og det er jo et privilegium, siger Trine Dyrholm.

Sidste år vandt den danskproducerede og oscarnominerede dokumentar "The Act of Killing" en pris ved Berlinalen, og i 2012 vandt "En kongelig affære" to sølvbjørne for bedste mandlige skuespiller og bedste manuskript.

Trine Dyrholm glæder sig til, at hun denne gang skal se en masse film i stedet for selv at stå i rampelyset som skuespiller:

- Jeg er meget beæret over, at de har spurgt mig.

- Jeg er jo i farligt fint selskab, siger hun med henvisning til den amerikanske producent og juryformand James Schamus, den franske instruktør Michael Gondry og den østrigske oscar-vinder Christoph Waltz.

Berlinalen varer indtil den 16. februar, og bjørnene uddeles aftenen før.

/ritzau/

Dagens Gossip