Asbæk: Jeg fik gode råd fra Coster-Waldau

Skrevet af admin

23/06/2016

Dagens topnyheder

Ligesom adskillige millioner af mennesker over hele verden var han fan af tv-serien Game of Thrones. En nørdet en af slagsen, som han selv beskriver det.

Derfor var det med stor ærefrygt, at Pilou Asbæk gik til casting og efterfølgende takkede ja til en rolle i den succesfulde HBO-serie, der kører på sjette sæson og har en syvende i støbeskeen.

For en kort bemærkning er han lige nu hjemme i Danmark. Han har ikke nået at følge med i de nyeste afsnit af serien, men minderne om at være en del af den står stadig knivskarpt i erindringen.

- Det har været en kæmpe oplevelse at være med i Game of Thrones. Både som skuespiller, men også som den nørdede fan, der er tilskuer til det hele, siger Pilou Asbæk til Ritzau Fokus.

Asbæk har i denne sæson af fantasyserien spillet karakteren Euron Greyjoy, der på brutal vis kræver retten til sin brors trone på "Jernøerne".

Men inden optagelserne gik i gang, skulle han have styr på en stor portion nerver.

Forventningspresset var det mest krævende. Her var der heldigvis hjælp at hente hos en dansk kollega, der har været med i serien fra dens spæde start i 2011.

- Skuespilbranchen i Danmark er jo ikke så stor, så jeg kendte allerede Coster (Nikolaj Coster-Waldau, red.). Han har givet mig nogle vidunderlige råd og har virkelig været en guttermand i det her forløb. Han er en stjerne på lærredet, men også i privaten, siger den 34-årige skuespiller.

Nikolaj Coster-Waldau har siden første sæson haft rollen som Jaime Lannister, og hans beroligende råd gjorde en stor forskel for hans nytilkomne kollega. Nogle gange er det nemlig bare en ældre og mere erfaren skuespillers ord der skal til, for at den tunge byrde på skuldrene pludselig føles lidt lettere, forklarer Pilou Asbæk.

- Han sagde til mig, at det bare var et job, og at jeg skulle trække vejret og gøre det så godt, som jeg kunne. Han fortalte mig også den gamle sandhed om, at der jo er en grund til, at det lige præcis er mig, der har fået rollen. Folkene bag serien har set, at jeg kunne bringe dét ind i karakteren, som de ønskede, forklarer han.

Euron Greyjoy er ikke just nogen helt. Men det passer Pilou Asbæk glimrende. For de sjoveste og mest tredimensionelle karakterer er antagonisterne, som afspejler virkelighedens samfund bedre, fordi de er sammensatte - og verden er jo heller ikke sort-hvid, mener han.

I skrivende stund mangler der kun et enkelt afsnit af Game of Thrones' sjette sæson. Om Pilou Asbæk får hugget hovedet af eller lever videre i syvende sæson, ved han ikke.

Og hvis han gjorde, ville han aldrig afsløre det.

- Jeg kan kun sige, at jeg da inderligt håber på at få lov til at komme tilbage og vise nogle flere nuancer og facetter af onkel Greyjoy, siger skuespilleren.

Hemmelighedskræmmeriet er en uundgåelig del af hans arbejde. Og han har det fint med det. Men han ville ønske, at seriens seere også var bedre til at holde på hemmeligheder i stedet for at spolere seriens overraskelser på de sociale medier.

- Det er pisseirriterende, når folk spolerer en kunstnerisk oplevelse for en. Jeg husker selv dengang, jeg var på vej i biografen for at se filmen "Den sjette sans", men en eller anden lige nåede at afsløre filmens store hemmelighed for mig. Jeg følte mig frarøvet for en stor oplevelse, fastslår han.

Sidste afsnit i sjette sæson af Game of Thrones kan ses på HBO Nordic fra mandag den 27. juni.

/ritzau/FOKUS