Aserbajdsjan tror på snyd under Eurovision

Der tilfald ikke Rusland et eneste point fra Aserbajdsjan til lørdagens finale i det internationale melodi grand prix, der blev afholdt i Malmø i Sverige.

Det har nu fået Aserbajdsjans præsident, Ilham Aliyev, til at beordre, at der iværksættes en officiel undersøgelse af, hvorfor hans land undlod at give Rusland og sangerinden Dina Garipova point.

Både Aserbajdsjans statslige tv-station og Aserbajdsjans ambassadør i Rusland, Polad Bulbuloglu, mener nemlig, at der kan være tale om snyd med stemmeoptællingen, skriver BBC.

Polad Bulbuloglu bekræfter, at præsident Aliyev har bestilt en officiel undersøgelse, og at stemmerne, der bliver afgivet via sms, vil blive optalt på ny.

Vælgere og den officielle jury i Aserbajdsjan bakkede i virkeligheden meget op om den russiske bidrag, siger han.

- Ifølge mine data burde Rusland have modtaget 10 point fra Aserbajdsjan, siger ambassadøren.

Rusland gav det maksimale antal point, 12, til Aserbajdsjan og balladen "Hold Me" sunget af den 21-årige studerende Farid Mammadov. Han blev nummer to i konkurrencen kun slået af danske Emmelie de Forest med sangen "Only Teardrops".

Ruslands bidrag endte på en femteplads ved arrangementet.

Camil Guliyev, der er chef for landets statslige tv, siger, at den mulige fejl er "alvorlig" og "bekymrende".

- Vi håber ikke, at denne hændelse, eventuelt begået af interessegrupper, vil kaste en skygge over det broderlige forhold, der er mellem det russiske og aserbajdsjanske folk, siger han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV