Asiatiske investorer tager godt imod USA-stramning

Skrevet af admin

19/12/2013

Dagens topnyheder

Investorerne i Asien er begejstrede over, at den amerikanske centralbank FED vil drosle ned på opkøbene af amerikanske obligationer. Det er en julegave før tid, og næsten over en kam stiger aktiemarkederne.

I Tokyo lukkede det toneangivende Nikkei-indeks med en stigning på 1,74 procent til indeks 15.859,22. Og indekset ligger nu i sit højeste niveau siden december 2007. Og i Australien ligger ASX 200 indekset til en stigning på 2,1 procent.

Det er en forventning om, at den amerikanske økonomi er i bedring, der får aktiekurserne til at stige - og at amerikanerne kan se en ende på den finansielle krise.

Investeringsstrateg Shane Oliver fra AMP Capital Investors siger til Bloomberg News, at det er en win-win-situation for markedet.

- De (Federal Reserves komité, red.) er mere optimistiske for så vidt angår beskæftigelsen og økonomien, men de holder fortsat en løs pengepolitik på plads med lave renter for at understøtte økonomien, siger Shane Oliver ifølge Ritzau Finans.

Amerikanerne står på seddelpressens bremse og vil fremover pumpe færre penge ud i obligationsmarkedet. FED har besluttet at neddrosle sine månedlige obligationsopkøb med 10 milliarder dollar til 75 milliarder dollar.

- Det er et signal om, at amerikansk økonomi er på vej ud af krisen. Det er godt for resten af verdensøkonomien, inklusive Danmark, siger Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank.

Selv om aktiemarkederne reagerer positivt på udmeldingen, så har den været ventet i et stykke tid.

- Men det er også væsentligt, at det er et beskedent beløb, de nedtrapper med. Og de drysser også ekstra sukker på ved at sige, at de holder renten nede i endnu længere tid, end de hidtil har signaleret, siger Jacob Graven.

Den amerikanske centralbank har købt obligationer for at holde en hånd under den amerikanske økonomi, der er verdens største. Graven mener, at nedtrapningen skal ses som et sundhedstegn for økonomien.

/ritzau/