Asien nægter at give op efter VM-fiasko

Sydkoreas 0-1-nederlag til Belgien i torsdags fuldførte Asiens første VM-slutrunde uden en eneste sejr siden VM i Italien i 1990.

Inden Sydkoreas VM-exit var også Australien, Iran og Japan sendt ud af VM i Brasilien uden en sejr.

De svage resultater kommer midt i en periode, hvor det asiatiske fodboldforbund (AFC) arbejder for at få flere pladser ved VM. Præstationerne i Brasilien har ikke været den bedste anbefaling i den sammenhæng.

- De asiatiske lande har lært en lektie ved dette VM. Gennemsnitligt er det ganske unge hold, så fremover kan det kun blive bedre. Nu er det vigtigt, at vi står sammen, siger AFC-president, Sheikh Salman bin Ebrahim al Khalifa.

- Asien må vedkende sig sine begrænsninger, men samtidig bevare troen på sine færdigheder. AFC arbejder målbevidst for at forløse potentialet, som eksisterer i asiatisk fodbold, siger han.

De fire asiatiske nationer har blot formået at score ni mål, og holdene har samtidig lukket 25 ind ved årets VM.

Australien vandt mest hæder og ære gennem sine præstationer mod Chile og Holland. Blandt andet scorede angriberen Tim Cahill et af VM's flotteste mål i 2-3-nederlaget til Holland. Australien er næste år vært for de asiatiske mesterskaber.

Publikum buhede Iran af banen i 0-0-kampen mod Nigeria, men blev applauderet, da holdet var få minutter fra at klare samme resultat mod Argentina.

Japan var den største skuffelse. Den regerende asiatiske mester røg ud med bare et point i en gruppe med Colombia, Elfenbenskysten og Grækenland.

Italieneren Alberto Zaccheroni valgte efterfølgende at trække sig som Japans landstræner.

/ritzau/

Dagens Gossip