Asiens fodboldpræsident erklærer opbakning til Platini

Skrevet af admin

14/08/2015

Dagens topnyheder

Præsidenten for Det Asiatiske Fodboldforbund (AFC), Sheikh Salman, erklærede fredag sin støtte til franskmanden Michel Platini ved det forestående præsidentvalg i det internationale fodboldforbund Fifa i februar.

Sheikh Salman Bin Ebrahim Al Khalifa af Bahrain ser Platini som den bedste kandidat til at efterfølge Sepp Blatter, der har valgt at fratræde fra præsidentposten.

Den asiatiske præsident har tidligere talt varmt om Platini, og nu erklærer han officielt støtten.

- Fifa har brug for en leder med erfaring, viden og evnen til at bringe stabilitet til Fifa. Platini har disse egenskaber og har en ambitiøs vision om at forny organisationen, lyder det i en meddelelse fra Sheikh Salman.

Tillidserklæringen kan blive vital for Platini, da han allerede har en modkandidat i Chung Mong-joon fra Sydkorea, der hører under AFC.

Præsidentvalget afvikles 26. februar.

/ritzau/Reuters