Asmaa skal bygge bro hos Fyns Politi

Den fynske samfundsdebattør og politiker Asmaa Abdol-Hamid er fra årsskiftet blevet ansat i Fyns Politi, skriver fyens.dk.

Her skal hun være med i et helt nyt projekt om at fremme dialogen mellem politiet og borgere med anden etnisk baggrund og kultur end dansk.

- Vi skal afmystificere politiets arbejde og skabe gennemsigtighed, komme fordomme til livs og skabe en bedre forståelse begge veje, fortæller den 31-årige Asmaa Abdol-Hamid, som foreløbig er ansat to måneder i Fyns Politi.

Idéen til det nye projekt kommer fra lederen af nærpolitistationen i Vollsmose, Per Franck, som i efteråret var på studietur til New York.

- Jeg skal skabe kontakt mellem politiet og borgere med anden etnisk baggrund, siger Asmaa Abdol-Hamid, som allerede er gået i gang med sit arbejde på politigården, til fyens.dk.

Forståelsen gælder ikke kun én vej, men begge veje.

- Vi kan have problemer med at forstå hinanden. Vi har mange ansatte i politiet, som ikke har kendskab til, hvordan borgere med anden etnisk baggrund reagerer, siger lederen af lokalpolitiet i Odense, Ebbe Krogaard, til fyens.dk.

Han leder projektet, mens Per Franck er formand for projektgruppen.

Det er ikke et projekt, som kun er rettet mod beboere i Vollsmose, men mod borgere i hele Odense, og det er udelukkende et projekt sat i værk af Fyns Politi uden om Odense Kommune.

- Hos mange borgere, som kommer med en anden baggrund, er der en masse myter om, hvad politiet laver. Vi vil gerne møde dem og forklare, hvad politiets arbejde også er, siger Asmaa Abdol-Hamid til fyens.dk.

/ritzau/

 

Dagens Gossip