Assad blev informeret om amerikanernes bombeangreb på IS

Præsident Bashar al-Assads regime i Syrien var informeret om, at USA og dets partnere ville bombe Islamisk Stat (IS) i landet, meddeler Syriens udenrigsministerium ifølge flere medier.

På syrisk stats-tv bliver det ifølge Reuters yderligere oplyst, at USA gav Syriens repræsentant i FN besked om de forestående bombeangreb mandag. Her blev det også gjort klart, at mål i byen Raqqa ville blive angrebet.

- Amerikanerne informerede den syriske repræsentant i FN om, at angrebene ville finde sted mod terrororganisationen IS i Raqqa i den nordlige del af landet, skriver udenrigsministeriet i en erklæring ifølge AFP.

Den syriske stat skulle også have været klar over, at der ville blive bombet nær grænsen til Irak.

Målene for bombeangrebet var angiveligt våbenlagre og bygninger, der bliver brugt af Islamisk Stat.

Informationerne fra Pentagon i USA har været sparsomme i løbet af natten. Der er ikke oplyst noget om målene for missionen eller eventuelle ofre for angrebene.

Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der har base i London og er kritisk over for Syriens regime, er "dusinvis" af krigere fra IS blevet dræbt eller såret under angrebene, skriver Reuters.

Hvilke lande, der har taget del i angrebet, er også uvist. Men flere amerikanske medier skriver, at kampfly fra arabiske lande var involveret i bombardementet.

Islamisk Stat har over de seneste måneder indtaget områder i både Irak og Syrien. USA har siden 8. august gennemført næsten 200 luftangreb mod bevægelsen i Irak.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip