Assad går med til at overgive kemiske våben

Den statsejede russiske TV-kanal Rossiya-24 har ifølge nyhedsbureauet Interfax talt med Bashar al-Assad, der understreger, at beslutningen om at lægge de kemiske våben ikke har noget med USAs angrebstrusler at gøre.

»Syrien overgiver de kemiske våben til international kontrol på grund af Rusland. Den amerikanske trussel har ikke haft indflydelse på beslutningen,« citerer Interfax Bashar al-Assad for at skulle have sagt.

Regeringskilder i Syrien har tidligere sagt, at de har indgået en aftale med russerne, der blandt andet skulle indebære, at Bashar al-Assad overgiver de kemiske våben, men det er første gang, at Bashar al-Assad udtaler sig om aftalen.

Samtidig er John Kerry, Sergej Lavrov og FN og Den Arabiske Ligas særlige Syrien-udsending samlet i Geneve for at diskutere, hvordan de skal håndtere situationen i Syrien.

Den formodede aftale mellem Rusland og Syrien har fået USAs præsident, Barack Obama, til at udsætte beslutningen om, hvorvidt Syrien skal angribes på grund af det formodede kemiske angreb mod civilbefolkningen 21. august. USA hævder at have beviser for, at Bashar al-Assad stod bag angrebet, mens Ruslands præsident, Vladimir Putin, så sent som i dag - torsdag - hævder, at oprørere stod bag angrebet, der ifølge amerikanske tal kostede mere end 1.400 personer livet.

Dagens Gossip