Assad genvinder vigtig forstad til Damaskus

Skrevet af admin

14/08/2014

Dagens topnyheder

I månedsvis har præsident Bashar al-Assads styrker kæmpet mod syriske oprørere for at genvinde Damaskus-forstaden Mleiha, og nu har hæren igen kontrollen i det vigtige område.

Det meddeler Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der har base i Storbritannien og bygger sine oplysninger på et netværk af aktivister og andre kilder fra Syrien.

Oplysningen er ikke blevet bekræftet af de syriske myndigheder, men en anonym kilde i militæret oplyser til AFP, at hæren "fortsætter sine operationer i Mleiha", og at soldaterne har "dræbt et stort antal terrorister og forfølger andre i den nordlige del af området".

Mleiha ligger sydøst for Damaskus og har været et afgørende sted i kampene mellem regeringsstyrkerne og oprørerne. Området har været under belejring i mere end et år, hvor det har været under næsten konstant bombardement af hæren.

Forstaden er strategisk vigtig, fordi den ligger tæt på den østlige region Ghouta, som er en blanding af landbrug og små byer, der har været base for oprørerne.

- At genvinde kontrollen med Mleiha vil tillade regimet at beskytte dele af Damaskus fra oprørernes raketangreb, siger Rami Abdel Rahman, der er leder af Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Mens Assad fortsat har kontrol over Damaskus, har oprørerne flere små baser omkring hovedstaden, hvorfra de kan affyre raketter ind over storbyen.

/ritzau/AFP