Assad har fået sine russiske missiler

Citatet i avisen al-Akhbar er plukket fra et interview med Assad, som TV-stationen Al-Manar ventes at bringe i sin helhed torsdag. TV-stationen er tæt forbundet med Hizbollah-bevægelsen, der har sendt tusindvis af soldater til Syrien for at kæmpe på regimets side.

De russiske missilleverancer til Assad er dybt kontroversielle. Dels fordi de kan hjælpe Assad til at fastholde magten, dels fordi de kan sætte gang i et våbenkapløb i Syrien og nabolandene.

Til al-Akhbar siger Assad, at de første missiler allerede er ankommet:

»Og resten af sendingen vil snart følge efter,« siger han.

Den samlede leverance vil bestå af 144 missiler og seks affyringsbatterier. Missilerne, som er beregnet til nedskydning af fly og krydsermissiler, ses fra russisk og syrisk side som et våben, der kan sættes ind mod en interventionsstyrke eller mod enkelte landes fly, der vil angribe mål i Syrien. Det skete i starten af maj, da israelske fly bombede en våbensending til Hizbollah i Libanon.

Netop Israel ser med dyb bekymring på de russiske missilleverancer til Syrien og har utvetydigt truet med at sætte missilerne ud af spil, inden de bliver operationsklare. S-300-missilerne har en rækkevidde på cirka 200 kilometer og kan dermed nå mål dybt inde i Israel, true Tel Avivs lufthavn og reelt omdanne israelsk luftrum til en »no-fly-zone«.

Den israelske trussel blev fremsat torsdag på et møde for de 27 EU-landes ambassadører, skriver den israelske avis Haretz.

»Hvis missilerne kommer til Syrien, ved Israel hvad det skal gøre,« siger den israelske forsvarsminister, Moshe Ya’alon.

Yderligere har den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, over for adskillige europæiske udenrigsministre erklæret, at leverancerne af missiler »udgør en væsentlig sikkerhedsmæssig udfordring for Israel, og vi vil ikke stå og se til med hænderne i lommen«.

De russiske missilleverancer kommer i kølvandet - og som reaktion - på EU-landenes beslutning om at ophæve våbenembargoen mod Syrien, som åbner op for, at medlemslande kan sende våben til de syriske oprørere. Selv om USA hidtil har afvist at bevæbne de syriske oprørere, støtter amerikanerne ophævelsen af EUs embargo.

Ifølge Haretz anses S-300-systemet for at være et af verdens mest avancerede missilforsvarssystemer, men fordi det netop er så avanceret, vil det tage mellem tre til seks måneder at gøre det operationelt. Blandt andet fordi syriske teknikere skal trænes i systemet, formentlig i Rusland, skriver den israelske avis.

Rusland forsyner i forvejen Syrien med avancerede krydsemissiler og har ingen intention om at stoppe de leverancer.

Der er tale om de knap syv meter lange Yakhont-missiler med en rækkevidde på godt 300 kilometer, der vil kunne sænke udenlandske krigsskibe i Middelhavet, som deltager i en flådeblokade eller i en militær intervention.

Dagens Gossip