Assad: Koalitionens bomber gør intet i kampen mod IS

Skrevet af admin

04/12/2014

Mest læste i dag

Bomber smidt mod den militante gruppe Islamisk Stat (IS) i Syrien fra den internationale koalition fly gør ingen forskel i kampen mod jihadisterne.

I hvert fald ikke, hvis den syriske præsident, Bashar al-Assad, bliver spurgt.

Et fransk magasin har interviewet præsidenten, og her lægger Assad ikke skjul på, at koalitionens bomber i hans øjne er noget nær ligegyldige.

- Du kan ikke bekæmpe terrorisme med luftangreb. Soldater på jorden, der kender området og kan reagere hurtigt, er essentielt. Det er derfor, at der ikke er kommet nogle konkrete resultater i løbet af de to måneder, hvor koalitionen har bombet. Det er ikke sandt, at angrebene hjælper, siger Bashar al-Assad i interviewet med Paris Match.

- Angrebene kunne selvfølgelig have hjulpet, hvis de havde været alvorlige og effektive. Vi er på jorden i den direkte kamp mod Daesh (IS, red.), og vi har ikke mærket en ændring, fortsætter præsidenten.

Onsdag lød det ellers fra USA's udenrigsminister, John Kerry, at den internationale kamp mod Islamisk Stat i Syrien og Irak allerede har virket på en række områder i de to en halv måned, den har stået på.

I præsidentinterviewet, der offentliggøres i sin fulde længde torsdag, bliver Bashar al-Assad også spurgt om, hvorvidt han frygter at blive den næste præsident, der lider en skæbne som Saddam Hussein og Muammar Gaddafi.

Men det afviser han.

- Kaptajnen tænker ikke på sin egen død eller liv, han tænker på at redde sit skib. Hvis han tænker på forliset, dør alle, siger Assad til Paris Match og tilføjer:

- Jeg gør mit bedste for at redde dette land. Men jeg vil gerne understrege en ting. Mit mål har aldrig været at forblive præsident - hverken før, under eller efter denne krise. Uanset, hvad der sker, vil vi som syrere aldrig tillade, at vores land bliver et stykke legetøj i vestlige hænder. Det er et grundlæggende princip for os.

Borgerkrigen i Syrien har kostet over 200.000 mennesker livet på mindre end fire år, oplyste en overvågningsgruppe tirsdag. Over 130.000 af dem var mænd, der kæmpede for den ene eller den anden side, lød det fra gruppen.

/ritzau/