Assad kritiserer briternes bomber og forsvarer russernes

Skrevet af admin

06/12/2015

Mest læste i dag

Præsident Bashar al-Assad fordømmer de britiske luftangreb mod Islamisk Stat i Syrien, som han mener vil føre til terror.

I et interview med Sunday Times, siger den syriske præsident, at angrebene er "illegale", og at de er dømt til at slå fejl.

- Det vil være skadeligt og illegalt og vil understøtte terrorisme, som det skete, efter at koalitionen indledte sin operation for omkring et år siden, siger præsidenten i kølvandet på, at briterne stemte for at tilslutte sig luftangreb mod Islamisk Stat i Syrien.

Parlamentet i Storbritannien stemte sent onsdag aften for at gribe militært ind, og allerede få timer efter begyndte briterne at bombe et oliefelt, som er kontrolleret af den ekstremistiske bevægelse.

Men den slags angreb er ikke nok, lyder det fra Assad.

Terror skal ifølge den syriske præsident håndteres ved en "omfattende" strategi, som bør involvere styrker på landjorden.

- Du kan ikke besejre (IS, red.) alene gennem luftangreb. Du kan ikke besejre dem uden samarbejde med styrker på jorden.

- De vil fejle igen, siger Assad.

Da den britiske premierminister, David Cameron, argumenterede for at gå med i den USA-ledede koalition i Syrien, sagde han, at der var 70.000 krigere under de moderate syriske oprørsgrupper.

Det afskriver Assad som "en klassisk farce".

- Hvor er de 70.000 moderate, han taler om? Der er ikke 70.000, der er ikke 7000, siger den syriske præsident.

Sent i september indledte Rusland luftangreb i Syrien, men Vesten beskylder russerne for at fokusere på de syriske oppositionsgrupper, som ønsker at vælte den syriske præsident.

Bashar al-Assad forsvarer de russiske luftangreb, som han mener har svækket oprørsgrupperne.

Flere end en kvart million er blevet dræbt, siden den syriske borgerkrig brød ud i marts 2011.

/ritzau/AFP