Assad meldes klar til præsidentvalg

Skrevet af admin

25/10/2015

Mest læste i dag

Syriens præsident, Bashar al-Assad, er villig til at afholde parlaments- og præsidentvalg før tid, og han vil selv genopstille til præsidentposten.

Men først skal oprørsgrupper i landet nedkæmpes, lyder udlægningen af Assads kommentar fra den russiske parlamentariker Sergej Gavrilov, som har talt med præsidenten.

- Det første mål er kampen mod - og sejren over - terrorisme, og derefter følger valg til parlamentet og præsidentposten, siger Gavrilov.

Assad siger ifølge en anden russisk parlamentariker, Aleksandr Jusjtjenko, at han er klar til at stille op, "hvis folket ikke er imod det".

- Han er klar til at gennemføre valg med deltagelse af alle de politiske kræfter, som ønsker fremgang for Syrien, lyder det fra Aleksandr Jusjtjenko.

Ifølge Jusjtjenko er Assad klar til at diskutere forfatningsmæssige reformer og også politiske valg, men først når Syrien er blevet befriet fra Islamisk Stat (IS).

- Sejren over terrororganisationer vil føre til den politiske løsning, som vi i Syrien og Rusland stiler mod, siger Assad ifølge det syriske nyhedsbureau Sana.

Flere af Assads modstandere mener, at han skal gå af efter en overgangsperiode, mens andre mener, at han bør gå af øjeblikkeligt.

Rusland, som støtter Assads regime, mener, at det er op til Syriens folk at beslutte, hvad der skal ske med Assad.

Lørdag sagde den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, at det er blevet tid til at begynde forberedelserne til politiske valg i Syrien.

Samtidig lød det fra Lavrov i et interview på russisk tv, at russerne blandt andet vil støtte moderate oprørsgrupper i Syrien med luftangreb mod ekstremisterne fra IS.

Det er kun få uger siden, at Rusland af amerikanerne blev beskyldt for bevidst at bombe moderate oprørsgrupper i landet.

Syrien har senest afholdt præsidentvalg i juni 2014.

Her blev Assad genvalgt med 88,7 procent af stemmerne, og han kunne dermed blive siddende i yderligere syv år. Afstemningen blev fordømt internationalt og afvist af oppositionen.

Det seneste parlamentsvalg var i maj 2012. Det næste skal i princippet afholdes i 2016.

/ritzau/AFP