Assad mødte Putin i Kreml og drøftede krigen i Syrien

Skrevet af admin

21/10/2015

Dagens topnyheder

Syriens præsident, Bashar al-Assad, fløj tirsdag til Moskva, hvor han diskuterede krigen mod "terrorister" med præsident Vladimir Putin, oplyser Kreml.

- Syriens præsident, Bashar al-Assad, kom på et arbejdsbesøg i Moskva i går aftes og førte drøftelser med Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger Dmitrij Peskov, en talsmand for Kreml.

Talsmanden siger, at Assad gav udtryk for "enorm" taknemmelighed over for Ruslands hjælp til hans styre, og han sagde, at den russiske indgriben "inddæmmede terrorisme".

- Hvis det ikke var for jeres indsats og jeres beslutninger, så ville terrorismen, der spreder sig i regionen, være udbredt til et endnu støtte område, hedder det i en af de offentliggjorte udtalelser fra Assad.

Putin hyldede på sin side den syriske befolkning for "næsten alene" at sætte sig op mod de militante.

Det menes at være første gang, at Assad er i udlandet siden 2011, hvor opstanden mod hans regime begyndte.

Putin bliver også citeret for, at han i et tæt samarbejde med andre stormagter vil arbejde for en fredelig løsning i Syrien.

Kremls talsmand siger, at Putins og Assads drøftelser var koncentreret om den syrisk-russiske militærkampagne mod væbnede islamister i Syrien.

I Damaskus meddelte styret onsdag morgen, at Assad er sikkert tilbage i Syrien.

Rusland er sammen med Iran Assads eneste tilbageværende allierede af betydning, og det er nu tre uger siden, at russerne for alvor begyndte at spille en rolle i borgerkrigen i Syrien på regimets side.

Russiske krigsfly har i de seneste uger bombet hundredvis af mål.

Putin siger, at luftangrebene er rettet mod Islamisk Stat og "andre terrorister", men hovedparten af angrebene har været rettet mod områder, som kontrolleres af andre oprørsgrupper - heriblandt mange, som får støtte fra lande som USA, Tyrkiet og Saudi-Arabien.

Assads regeringsstyrker støttes af soldater fra Iran og af den libanesiske shiamuslimske milits, Hizbollah.

/ritzau/Reuters