Assad og Hizbollah vinder afgørende slag i Syrien

En Hizbollah-kriger siger til nyhedsbureauet Reuters, at slaget blev afgjort i en natlig offensiv, hvor kampvogne og soldater rykkede ind i byen. Oprørerne siger i en udtalelse, at man har trukket sig ud af byen »set i lyset af denne enorme modstand, en mangel på forsyninger og den åbenlyse intervention af Hizbollah«.

Den Hizbollah-ejede TV-station Al-Manar viste onsdag billeder af en person, der kravlede op i byens rådhustårn, plantede et syrisk flag og dermed synliggjorde Assad-regimets sejr i Qusair.

Civile i Qusair har ikke haft mulighed for at flygte ud af byen under de seneste ugers kampe, men Røde Kors håber nu, at man kan komme ind i byen med nødhjælp.

Qusair ligger tæt på grænsen til Libanon og ses som en afgørende by i Syrien. For oprørerne var den et centralt transitpunkt for transport af våben og krigere fra nabolandet Libanon, mens det er er en væsentlig by for det syriske styre, da den ligger på vejen fra hovedstaden Damaskus til kysten.

En syrisk brigadegeneral siger til Reuters, at hvis man kontrollerer Qusair, så »kontrollerer man hele Syrien«.

Det ventes nu, at Assad-styret vil sætte fokus på millionbyen Aleppo, som har været domineret af syriske oprørsstyrker igennem det seneste års tid.

»Vi vil fortsætte vores række af sejre, indtil vi har genvundet hver en tomme af den syriske jord,« lyder det i en udtalelse fra den syriske hær.

Om Hizbollah også vil støtte det syriske styre i Aleppo og andre steder i Syrien, som det skete i Qusair, er usikkert, men den libanesiske bevægelse kan se frem til at blive angrebet på hjemmebanen i Libanon. Det siger kommandøren for oprørerne i Den Frie Syriske Hær.

»Hizbollah-krigere invaderer syrisk territorium, og når de fortsætter med det - og de libanesiske myndigheder ikke gør noget for at stoppe dem - så mener jeg, at vi har ret til at bekæmpe Hizbollahs krigere på libanesisk territorium,« siger kommandøren Salim Idriss til BBC.

Dermed sætter han ord på den frygt, som mange libanesere har, om at borgerkrigen i Syrien kan være meget tæt på at sprede sig ind i hele Libanon. Her har striden mellem libanesere, der henholdsvis er for og imod præsident Assad i Syrien, allerede været i gang i længere tid i den nordlige havneby Tripoli, hvor der er jævnlige kampe.

Dagens Gossip