Assad-regeringen vil forhandle fred

»Vi tager til Geneve, men ikke for at overdrage magt. Vi tager til Geneve for at danne et ægte samarbejde og en bred, national koalitionsregering,« sagde udenrigsministeren ved en pressekonference i Damaskus ifølge AFP.

Muallem påpegede, at der bør indføres våbenhvile i Syrien, hvis en fredskonference bliver til noget, og at myndighederne i Damaskus er klar til at »diskutere mekanismer til at overvåge den«. Endelig opfordrede han til, at de lande, der bevæbner oprørerne, indstiller leverancerne, da det øger blodsudgydelserne.

Rusland, USA og FN har længe arbejdet i kulisserne på at få en bred international konference for at løse den over to år lange borgerkrig ved forhandlingsbordet i Geneve.

Det er dog stadig uklart, hvornår fredskonferencen skal afholdes. I første omgang var den sat til juni, og siden blev den udsat til tidligst juli.

Endnu mere usikkert er det, om parterne kan finde fælles fodslag. Oppositionen kræver, at en løsning på konflikten involverer præsident Bashar al-Assads afsked - noget, regimet gang på gang har afvist.

Oppositionen har desuden gjort det klart, at den kun vil deltage i en fredskonference, hvis en række krav bliver opfyldt. Den kræver eksempelvis, at Assad bryder samarbejdet med Hizbollahbevægelsen fra Libanon, der opererer side og side med præsidentens soldater i kampen mod oprørerne.

Over 90.000 mennesker har mistet livet i borgerkrigen, der begyndte for over to år siden.

Dagens Gossip