Assad: Syrien er informeret om USA-ledede angreb på IS

Skrevet af admin

10/02/2015

Mest læste i dag

Styret i Damaskus modtager oplysninger om de luftangreb, der gennemføres af den USA-ledede koalition mod den yderliggående militante gruppe Islamisk Stat (IS) i Syrien, oplyser præsident Bashar al-Assad i et interview, der er offentliggjort tirsdag.

- Nogle gange sender de en meddelelse, en generel besked. Der er ingen dialog. Der er, lad os kalde det oplysninger, men ikke dialog, siger han i et interview med britiske BBC i Damaskus.

Regimet i Damaskus har modstræbende accepteret angrebene mod IS på dets territorium. Angrebene begyndte 23. september sidste år, og Syrien har gentagne gange kritiseret koalitionen for ikke at koordinere angrebene med regeringshæren.

Damaskus siger, at angrebene ikke kan nedkæmpe IS, med mindre det internationale samfund begynder at samarbejde med de syriske landstyrker.

USA har udelukket et samarbejde med Assads styre om at bekæmpe IS, og den syriske leder siger, at Damaskus ikke har nogen interesse i at deltage i koalitionen.

- Nej. Vi kan bestemt ikke, vi ønsker det ikke og vi vil ikke af en simpel årsag, fordi vi ikke kan være i en alliance med lande, der støtter terrorisme, siger Assad i interviewet.

Bemærkningen synes at referere til koalitionens støtte til andre oprørsgrupper, som kæmper for at vælte ham. Regeringen betegner alle de grupper som terrorister.

Assad siger, at amerikanerne træder på folkeretten, hvilket handler om Syriens suverænitet nu, så de taler ikke med det syriske regime og omvendt.

Flere end 210.000 mennesker er blevet dræbt i Syrien siden konflikten brød ud med regeringskritiske demonstrationer i marts 2011.

Menneskerettighedsgrupper beskylder Damaskus for i flæng at dræbe civile i luftangreb mod oprørerkontrollerede områder ved at bruge ammunition som tøndebomber, der rammer vilkårligt. Dette nægter Assad pure.

/ritzau/AFP