Assad truer med ny front mod Israel

Washington har advaret om, at våbenforsyninger fra Moskva kun vil forlænge konflikten mellem regeringsstyrkerne og Assads fjender i Syrien, hvor aktivister siger, at over 94.000 er blevet dræbt siden marts 2011.

»Der er klart folkeligt pres for at åbne en ny modstandsfront i Golan,« sagde Assad i et tv-interview.

Præsidenten kom i interviewet ind på den seneste tids israelske luftangreb i Syrien og gav udtryk for, at han vil fremtiden vil besvare den mindste israelske provokation militært.

Israel erobrede Golanhøjderne fra Syrien under Seksdageskrigen i 1967.

Assads styrker kæmper side om side med libanesiske Hizbollah-krigere for at generobre den vigtige by Qusayr nær grænsen til Libanon. Præsidenten sagde videre, at han var »meget sikker« på sejr.

»Der bliver ført en krig mod Syrien og politikken om (anti-israelsk) modstand, men vi er sikre på sejr,« sagde præsidenten.

Tidligere oplyste syrisk stats-tv, at Arjun-distriktet i den nordlige del af Qusayr, som er en af de få tilbageværende højborge for oprørerne, var blevet indtaget, og at oprørerne havde ringe chancer for at flygte.

Assad gav udtryk for, at Rusland allerede skulle have leveret nogle af de lovede missiler af typen S-300.

»Alle aftaler med Rusland vil blive indfriet, hvilket nogle allerede er blevet for nyligt,« sagde Assad.

Russerne, der er Assads mest magtfulde allierede, har endnu ikke bekræftet, at man har leveret missilerne.

Talskvinde for Det Nationale Sikkerhedsråd (NSC) i Washington, Caitlin Hayden afslog at kommentere på Assads antydninger om, at missilerne allerede var blevet leveret.

»Vores bekymringer omkring Ruslands fortsatte støtte til det syriske regime gennem våbenleveringer og adgang til russiske banker er velkendte,« sagde Hayden.

Dagens Gossip